NAVN
| Nana xxxx |
TLF
| fjernet |
HENVENDELSE
| Hej Max Nielsen
|
Kære Amalie og Nana
Det lyder som et rigtig spændende projekt i har gang i.
Allerførst skal jeg forklare jer om hypnose.
Hypnose er en naturlig tilstand som vi alle oplever mange gange dagligt, når vi f.eks. dagdrømmer eller falder i staver, så hypnose er ikke noget mystisk eller magisk fænomen. Det handler om at vi har vores bevidste sind og vores ubevidste sind. Vores bevidste sind er det der styrer det vi foretager os her og nu, f.eks. øver os på at køre på cykel. Når vi har gjort en ting nogle gange, altså øvet os, så bliver den handling lagret i underbevidstheden og når vi så skal til at cykle, så gør vi det bare uden at tænke på hvordan, det sidder simpelthen på rygraden, som man siger. Nogle gange er vores bevidste sin lidt i baggrunden, f.eks. når vi falder i staver, så registrerer vi ikke bevidst, hvad der foregår omkring os, - men underbevidstheden er altid vågen og er med til at passe på os.
Eksempel:
Vi sidder i bussen på vej til skole eller arbejde, ligesom vi har gjort så mange gange før. Vi bruger tiden til at slappe af og falder ofte i staver eller dagdrømmer. Pludselig vågner vi op af dagdrømmen, fordi vi er lige ved vores stoppested. Vi tænker ”Uha jeg skal da af nu” og vi skynder os at rejse os og står af bussen.
Det er yderst sjældent at vi kører forbi vores stoppested, med mindre vi falder i søvn, nej vi bliver altid vækket af underbevidstheden lige i sidste øjeblik, ikke 100 m før og ikke 100 m efter stoppestedet, nej lige præcis ved stoppestedet.
Her har underbevidstheden set at det er ved at gå galt og at vi ikke kommer af bussen, hvis vi ikke vågner op, så derfor sørger den for det – fantastisk ikke?
Det I søger er forklaring på clairvoyance og det har intet med hypnose at gøre. Hypnose er omgæret af meget mystik, men i virkeligheden er det en videnskabelig bevist behandlingsform, som kan hjælpe mennesker med at forstå deres sind.
Derfor benytter man sig også af en teknik der kaldes regression, som betyder at man via indre billeder så og sige bevæger sig tilbage i tiden, til et tidspunkt for et traume eller en hændelse, som har noget at gøre med de følelser man har. Når man finder frem til det tidspunkt eller til den hændelse, så kan det mange gange hjælpe med at forstå hvad det er der får en til at blive ked af det eller blive depressiv.
Nu er det bare sådan at man ikke kan gå tilbage i tiden – i hvert fald ikke så vidt jeg ved - så det er kun i tankerne man gør det.
Vi ved ikke om vi har haft et tidligere liv, det har med tro at gøre og jeg har stor respekt for hvad folk tror på, men jeg henviser altid folk til en clairvoyant, hvis de kommer til mig for at komme tilbage til et tidligere liv, så begreber ikke bliver blandet sammen. Hypnose er vidensbaseret og clairvoyance er baseret på tro.
For mig er det ærgerligt at de to begreber bliver blandet sammen, fordi det afholder nogle fra at søge hjælp hos en hypnoterapeut, da det er omgærdet af mystik.
Nu kommer vi til det som i måske kan bruge.
Nogle ganske få af mine klienter får en oplevelse af at de bevæger sig tilbage til et ”tidligere liv”, - de finder sig selv i en situation, hvor de føler de er en anden person i en anden tid, hvor de så oplever et eller andet, som kan have med deres problem at gøre. Det er for mig helt fint at de gør det, da min mening er at det er underbevidsthedens tolkning eller underbevidsthedens måde at vise et traume på. Hvorfor sker det så, ja det ved jeg ikke, men jeg har en teori om at underbevidstheden har sit eget sprog, hvilket alle mennesker har oplevet når de drømmer. Det er somme tider en blanding af fantasi og virkelighed, altså det man drømmer er noget underligt noget og man kan opleve at man er helt klar over hvor man befinder sig men i drømmen ser det anderledes ud eller der er mennesker tilstede som ikke hører til i sammenhængen. Når vi drømmer, så er det underbevidsthedens måde at sortere indtryk fra hverdagen, - nogle indtryk skal parkeres langt nede i hukommelsen og noget skal parkeres helt foran, - dette sker både når vi drømmer og når vi er vågen.
Eksempel:
Når et barn brænder sig på kogepladen, så lagres informationen i underbevidstheden så hvis de nærmer sig kogepladen igen, så får de en ubehagelig fornemmelse af fare i kroppen, derfor har de nu lært at de ikke skal komme for nær kogepladen igen. Denne information bliver lagret helt fremme i underbevidstheden
Fobier kommer også fra underbevidstheden. Lad os tage en fobi som mange kender, - en edderkoppefobi (araknofobi)
Eksempel:
Et barn står i kravlegården i køkkenet og betragter sin mor. Moren er barnets store beskytter og det er hende som passer på barnet og på at barnet ikke kommer til skade. Det er også moren der fodrer barnet og lærer barnet om alt i livet, men først og fremmest er det barnets beskytter imod farer. Nu ser barnet så en edderkop i kravlegården og synes at den ser spændende ud – kan den spises? Hvad sker der når jeg samler den op og kigger på den? Det er sjovt når den kravler op af min arm! Osv. osv. For barnet er det noget der skal udforskes. Så opdager moren edderkoppen der kravler på barnet og hun går i total panik – hun skriger og hun ser forfærdet ud, slår edderkoppen væk fra barnet og løfter barnet væk fra den ”farlige” edderkop. Barnet kobler moderens reaktion sammen med synet af edderkoppen og barnet har nu udviklet en fobi for edderkopper. Underbevidstheden har nu lært at man skal gå i panik når man ser en edderkop.
Denne information bliver også lagret helt fremme i underbevidstheden
Så let er det at udvikle en fobi, dvs. at en fobi er med til at hjælpe en imod farer. Havde det nu været en løve der var kommet ned i kravlegården, så havde det været en ok måde at handle på fra moderens side, da det ville have været ekstremt farligt for barnet, men edderkoppen er ganske uskadelig og ikke farlig, i hvert fald ikke i Danmark.
Det jeg prøver at fortælle jer med dette er at underbevidstheden tolker på sin helt egen måde og nogle gange så indebærer det at den forestiller sig et tidligere liv.
Jeg håber trods alt at det kan hjælpe jer lidt med opgaven, selv om det måske er skuffende at man ikke via hypnose kan bevæge sig imellem tidligere liv.
Bedste hilsner
Max Nielsen
P.s. Hvis i en gang har lyst til det, så kommer jeg gerne i klassen og fortæller om hypnose.